Uddrag fra Nors-Tved bogen.

Et af de ældste Bynavne i Thy er sikkert Nors, hvis Oprindelse utvivlsomt har en høj Ælde, og maa søges langt tilbage i Tiden.
I Stenalderstiden har Nors Sø været en Fjord fra Vesterhavet. Men inderst inde ved byen har den dannet en Indsnævring, ogsaa kaldet et Nor, og derfor har adskillige antaget, at da den faste Be­byggelse fandt Sted, har denne faaet sit Navn af Noret, men hvornaar dette er sket, herom ved vi selvfølgelig ikke noget.

Imidlertid er det langt sandsynligere, at Navnet har en anden Oprindelse, nemlig den, at den i Stedet for at have navn efter sin Beliggenhed har faaet Navn efter en Person, i dette Tilfælde Gu-den Njord. Denne Gud stod i høj Anseelse hos vore Forfædre. Den romerske Historieskriver Tacitus, der le­vede ca. 100 e. Chr. F., fortæller om en Gud­inde Nerthus, der dyrkedes i Jylland, og han fortæller, at det var et Udtryk for “Moder Jord”, altsaa for Frugtbarhed. Nerthus er den latinske Betegnelse for denne Guddom, som Islænderne og dermed ogsaa de øvrige nordiske lande kaldte Njord. Samtidig er der, saa vidt man kan skønne, foregaaet den mærkelige Forvandling, at Navnet Nerthus, der hos Romerne betegnes som Kvinde, hos Nordboerne kom til at betyde en Mand.

Foruden at være Gud for Frugtbarhed og for den Grøde, som Jorden skænker, var Njord ogsaa den, der vaagede over Søfart og Fiskeri, og han havde mange Helligdomme rundt om i Landet, og her synes Navnet at vise hen til, at der har været en saadan Helligdom, hvor nu Nors ligger, og at Byen deraf har faaet sit Navn.

Hertil kommer nu en anden Mærkelighed, der, selv om vi som alt berørt ikke kan trænge til Bunds i Forholdene saa langt tilbage i Ti-den, jo dog synes at bekræfte denne Antagelse, at Navnet Nors maa afledes af Njord.

(Uddrag fra Nors-Tved bogen som kan købes via borgerforeningen)