Hvis der ikke kan tales om direkte seværdigheder i Nors, så er der i hvert fald smukke og seværdige steder, som har spændende historier, der er værd at bruge tid på.
Selvom Nors ikke er en decideret gammel by, så har der dog været bosættelse på stedet i mange hundrede, ja måske tusinde år.
Der er i jorden omkring byen fundet flere oldtidsfund, hvoraf fundet af de mere end 100 papirstynde guldbåde i Torshøj nær Nors i 1885, nok er det største. I dag kan 5 af de mange både ses på Thisted museum. og bådene går igen både i skolens logo, men også i borgerforeningens logo.
Naturen vi omgiver os med, har sikkert været grunden til den tidlige bebyggelse. I nærheden af både skov, sø og hav som dengang strakte sig nærmere Nors, var stedet også tidligere ønskværdig til beboelse.
Naturen gør sig ligeledes godt, hvis man tager til Nors sø ca. 3 km fra selve byen. Her er der både gode badesteder, men også smukke og rolige steder, hvor man kan nyde naturen og dyrelivet. Ved Nebel samles byens borgere hver sommer (når vejret er til det) for at bade og grille ved stedets bålpladser. Ønsker man i stedet at se en mere uberørt natur, skal man i stedet tage til ”bagsøen”. Her kan man på de rigtige steder se henover klitlandskabet ud til vesterhavet.
Nors har i løbet af de sidste mange år udviklet sig meget, og bevæger man sig fra naturen og ind i selve byen, kan man se mange forskellige bygninger. Her er det især interessant at se på den nu 100 år gamle Nors kro, den gamle stationsbygning hvor perronen fra togets dage stadig er at finde, samt det gamle mejeri hvis skorsten knejser midt i byen, og hilser på kirkens tårn, som er at se i den anden ende af byen.
Kirkerne i både Nors og Tved er ganske smukke. Især Tved ligger i særdeles skønne omgivelser i Tved plantage, hvor gå-ruter snor sig ind mellem plantagens skov og natur. I selve Tved kirke er der blevet fundet kalkmalerier, som kan ses i sakrastiet. De i sig selv er et besøg værd, da man på den måde kommer så ganske nær de mennesker, som malede malerierne for så mange år siden.